Sheltertur i Danmark - her er den komplette guide

Sheltertur i Danmark - her er den komplette guide

Overnatning i shelter er en fantastisk måde at opleve naturen på. Du kan ligge trygt i din sovepose på en luftmadras og være beskyttet mod nedbør. Fra åbningen i shelteret kan du se stjerner på himlen om natten, og du kan holde øje med dyr i skumringstimerne. 

Herunder kan du læse mere omkring, hvordan du får planlagt den bedste sheltertur i Danmark.

Derfor er det populært at sove i shelters

Igennem de seneste år har flere og flere børnefamilier, outdoor-mennesker samt par gjort brug af shelters til en behagelig og skøn overnatning i naturen. Der er flere grunde til, at shelterture er udbredt, og at der løbende bygges nye shelters, som du kan benytte dig af.

Du kan blandt andet se frem til disse fordele, når du sover i shelter alene, med en makker eller sammen med familien:

  • Du slipper for at skulle bære på et telt på din vandretur
  • Der er flere hundrede forskellige shelters at vælge imellem i Danmark
  • Overnatning i shelter er billig og kan ske hele året rundt
  • Alle og enhver kan være med på overnatningsformen
  • Sheltertur kan vare fra 1 dag til flere uger
  • Du kan cykle, vandre eller køre i bil mellem shelters

I Danmark finder du forskellige typer af shelters. Der er de klassiske udgaver, som er designet som en lille trækonstruktion med halvtag og 3 vægge. Og så findes der de mere moderne varianter, hvor pladsen er større, og hvor der er brugt ekstra, slidstærkt træ.

Nogle shelters befinder sig i skove, mens andre er bygget på enge samt nær vand. 

Planlæg din sheltertur i Danmark og oplev den smukkeste natur

Det estimeres, at der er omkring 2.000 shelters herhjemme. Fælles for dem er, at de er offentlige, så alle og enhver har adgang til at kunne bruge dem. Før du drager ud på din vandretur med shelterovernatning, skal du have forberedt dig i forhold til, hvor du vil sove. Det er forskelligt, hvilke faciliteter der er ved de mange shelters. På nogle af stederne er der anlagt stor bålplads med tilhørende grill. Andre steder kan der være "muldtoiletter" eller tætbeliggende parkering. 

Det er en god idé at undersøge shelters på forhånd, så du er bekendt med forholdene omkring dem og ikke mindst, hvor mange voksne der er plads til. 

I højsæsonen anbefales det, at du booker plads i shelters, så du er sikker på at have overnatning. Det er typisk de moderne og nyanlagte shelters, der har bookingsystem. 

Du finder oversigt over shelters i Danmark på Naturstyrelsens hjemmeside.

Hvad koster det at sove i shelter i Danmark?

Sheltertur i Danmark er en billig ferieform, som egner sig for både børn, unge og voksne. I bestemmer, om I vil være afsted på en kort tur med 1 overnatning. Eller om der skal planlægges en oplevelsesferie på 1 uge eller længere.

Foruden de mange offentlige shelters er der også privatpersoner, der har anlagt ét eller flere shelters på deres grund. Du skal forvente, at overnatning i et privat shelter koster omkring 30-50 kroner pr. nat. De offentlige shelters er gratis at bruge. 

Du behøver ikke sætte flere tusinde kroner til side hver måned i lang tid for at komme afsted på en fantastisk sheltertur i Danmark. Det vigtigste at bruge penge på er køb af udstyr til søvn, hvile, vandring og madlavning i det fri.

Dette udstyr skal du bruge til shelterturen

Når du overnatter i shelter, skal du sove komfortabelt og lunt. Hvor meget udstyr du skal have med dig, afhænger af, hvor lang din sheltertur varer samt, hvornår på året du er afsted. Der er behov for ekstra tilbehør i det sene efterår og det tidlige forår, hvor nattetemperaturen kan nå ned omkring helt ned på frysepunktet. Soveposen og liggeunderlag er basisudstyr til overnatning i shelters.

Du kan med fordel bruge en pakkeliste til din kommende sheltertur, så du sikrer dig at få alt det udstyr og tilbehør med, som giver dig komfort, bevægelsesfrihed og god hygiejne udenfor.

Opbevaring 

Du skal have funktionel og praktisk opbevaring med, som du kan bære dit udstyr til søvn og madlavning i. Rygsækken (enten vandrerygsæk eller daypack) er must-have for dig. 

Madlavning

Vælger du et shelter med bålplads, behøver du ikke selv medbringe ildblus. Sørg for at have gryder, pande eller kedel med, så der kan tilberedes varm og nærende mad. Din krop har brug for god ernæring, så den har energi til at holde dig varm døgnet rundt.

Beklædning 

Dit tøj har afgørende betydning for din fysiske trivsel. Sørg for at bære lunt undertøj og hav altid en fleecetrøje samt et sæt regntøj med. Til fødderne skal du bruge vandresokker med uld, og du kan bære vandresko- eller støvler, der giver dig optimal støtte for anklerne.

Tilbehør 

Det er en god idé at have hurtigtørrende håndklæde, vådservietter, lommekniv, reb, førstehjælpskasse samt tæppe med på din sheltertur. Derudover skal du have belysning i form af enten lampe, lommelygte eller pandelampe, så du kan orientere dig, når det bliver mørkt.

Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.